I seks uger har Global Stories fra en campingvogn midt i Solvang-centeret fulgt livets gang i Urbanplanen. Morten Nielsen assisteret af Sophie Sales stillede campingvogn, kaffe og nysgerrighed frem på pladsen foran vognen og inviterede stedets beboere til at komme og fortælle deres historier.
Fortællingerne blev løbende videreformidlet i korte tekster og billeder udstillet fysisk på stedet samt online i blogform. Campingvognen selv lader i første omgang to tilfældige parter stoppe op og mødes i undren under parasollen. “Hvad er det her for noget?” Musik og sang, en sprogskole fra beboer til beboer på forskellige modersmål, en pavillon med anonyme, inderste ønsker til frit skue, og ikke mindst, den lange række historier på væggen. Her spejlede vi lyttende beboernes historier for dem selv og hinanden: “Hvem er de andre? Hvorfor gør de som de gør?” Snakken går pludselig…
Stemmerne i Urbanplanen har taget ordet og tegner et nuanceret billede af en stor mangfoldighed, åbenhed og et helt gennemgående ønske om mere liv til stedet – eller rettere sagt; et rum for den enorme livlighed, der allerede findes i isolerede livsbaner. Et sted for dialog, nye møder og tiltag på tværs af nationaliteter, interesser, alder, køn og kultur. Vi håber og arbejder på at vende tilbage til Urbanplanen igen for at videreudvikle rammerne sammen med beboerne selv.
Historieindsamlingen er en del af projekt ”I København Har Jeg Hjemme” fra 12. august – 20. september 2013. Projektet er udarbejdet af Københavns Musikteater og bygger på et koncept udviklet af Marcelo Lerer/The Secret Company.